Om læring i vidtgående specialundervisning

I den vidtgående specialundervisning er der forskellige traditioner for, hvordan man inddeler klaser/hold. Nogle steder forsøger man at inddele efter funktionsniveau ud fra en skelen til graden af handicap. Andre steder inddeler man efter alder uden at skele til graden af funktionsniveau.

Begge dele rummer nogle udfordringer. Den funktionsdelte undervisnings skelen til handicap giver mulighed for at etablere læringsaktiviteter med en hvis grad af fællesnævner, men den ekskluderer samtidig også en række jævnaldrende fra at deltage i læringsfællesskabet. Den ikke funktionsdelte inddeling rummer alle jævnaldrende med alle de forskelle børnene har. Det stiller store krav til læreren, der skal tilpasse sit stof til mange forskellige læringstilgange og niveauer. Nogle elever kommunikerer igennem en samtalepartner, der aflæser barnets hensigt. Andre har brug for særlige støttesystemer for at kunne koncentrere sig. Nogle er funktionelle læsere mens andre slet ikke forstår hensigten med brugen af bogstaver og ord.

På Dybkær Specialskole praktiserer vi ikke funktionsinddelte klasser. Det gøres ud fra tanken om, at det er den mindst dårlige måde at inddele på. Vi giver børn uden talesprog mulighed for at være i talende miljøer og derved få chancen for at oparbejde et impressivt sprog selvom det ikke har et
fungerende talesprog. Vi skeler ikke til handicaps men til alder og interesser og forsøger at skabe klasser,  der fungerer socialt.

Igennem modul 1 på MIL er jeg blevet mere optaget af, hvad det er for en type læring, der finder sted når vi anvender IKT på skolen, men også i al almindelighed. Det førte mig til en fremsætning, hvor jeg lidt provokerende hævdede at langt det meste af iPad brugen var med apps, der fordrede en operant betinget læringstilgang. Det blev jeg efterfølgende meget klogere på i dialogen, der udspillede sig. Tilbage står jeg med mange uafklarede spørgsmål som jeg tumler med.
Flere af dem handler om, hvordan de forskellige læringsteorier kan omsættes til vidtgående specialundervisning.

Eksempelvis synes jeg, at det er lærende at være i en socialkonstruktionistisk kontekst, hvor ord, udtryk og mening mødes med andre og danner en ny forståelse hos den enkelte. I vidtgående specialundervisnings ikke funktionsinddelte klasser er det vanskeligt at etablere den mulighed. Mange har ikke sprog, ordforråd og evner til at indgå i de sociale relationer, der skal til for at meningsforhandle. Det kræver personale, der kan mediere de udtryk, der kommer fra andre i klassen og hjælpe med at give et svar tilbage fx ved at benytte spørgeteknikker som fx partnerstøttet scanning.

Når niveauet i den enkelte klasse samtidig spænder vidt fra elever, der først har lært at interagere (respons-stimuli) med IKT til elever der selvstændigt kan skrive og redigere tekster kan det være yderst vanskeligt at se, hvordan alles behov kan tilgodeses samtidig.

Måske har du et bud på hvordan vi kan organisere og tilrettelægge undervisningen så alle elever bliver tilgodeset og hvor hensynet til fællesskabet bibeholdes?

Om at turde at tage sin egen medicin

I morgen skal jeg afholde et kursus hos BUPL om inklusion faciliteret af iPads. Jeg har tidligere afholdt en lang række specialpædagogiske kurser og oplæg rundt omkring, hvor jeg har givet mere eller mindre velbegrundede svar på hvordan. 

Nu står jeg imidlertid i den situation, at jeg er yderst nervøs for hvordan det skal gå i morgen. Efter valgmodulet "IKT faciliteret inklusion" og modul 1, har jeg for alvor fået øjnene op for alt det jeg ikke ved. Jeg tumler med, om jeg i det hele taget kan tillade mig at fortælle noget om inklusion, når jeg ikke har fuldstændig styr på det og er i stand til at besvare hvorfor tilstrækkeligt uddybende.

Heldigvis har Hanne delt mange af hendes resurser og slides fra valgmodulet. Det tager jeg udgangspunkt i og husker at krediterer undervejs - tak for det!

Tilbage til overskriften melder spørgsmålet sig om jeg tør tage min egen medicin? Kan man lave en kursusdag om inklusion, der er inkluderende i sit design?

Jeg vover pelsen og forsøger at tilrettelægge kursusdagen inkluderende.

Hertil kræves der nogle begrebsafklaringer. Rasmus Alenkær (2014) beskriver kvalitativ inklusion på denne måde:

"Inklusion er en dynamisk og vedvarende proces, der har til formål at udvikle mulighederne for ethvert menneskes tilstedeværelse i, og udbytte af, samfundets almene arenaer.   

I denne proces har man fokus på kvaliteten af det enkelte individs fysiske betingelser, sociale samspil og opgaveløsning inden for rammerne af en valgt kontekst" 

For at lykkes med en kvalitativ inkluderende kursusdag skal jeg sikre at den enkelte deltagers fysiske betingelser, det sociale samspil og opgaveløsingen opleves kvalitativ. Det er en stor udfordring med 30 deltagere.

De fysiske betingelser ser jeg på når jeg kommer ind i lokalet. Kan alle deltagere se og høre, er der behov for ekstra ilttilførsel, er der nok kaffe osv. Det sociale samspil skal etableres hurtigt. Jeg forsøger at få alle i tale hurtigt ved at lave en præsentationsrunde, hvor man er tvunget til at tale med flere end mig. Samtidig opfordrer jeg til spørsmål og undren undervejs. I forhold til opgaveløsningen henter jeg inspiration fra Hannes teknologigennemgang fra seminaret og kommer med eksempler på hvordan IKT kan anvendes inkluderende. Konkret vil jeg bruge lino.it  og todaysmeet. Lino anvendes til at kategorisere forskellige teknologier mens TodaysMeet anvendes som svarmulighed på spørgsmål. Det sidste er for at give alle mulighed for at blive hørt undervejs.

Jeg er spændt på hvordan det går. Jeg forsøger at tage min egen medicin undervejs.
Hvad med dig? Tager du din egen medicin når du videreformidler IKT til dine kollegaer?

CSCL som laboratorium for tværfaglig læring.

Jeg arbejder i et team bestående af fysioterapeuter, ergoterapeuter, kommunikationsvejledere og IKT vejledere, hvor vi laver tværfaglige indsatser omkring børnene på skolen men også børn i Silkeborg Kommune og andre steder.

Det tværfaglige er vigtigt for os, da vi oplever at vores indsatser har mere kvalitet og bliver bedre implementeret. I en tid hvor alt skal effektiviseres og benchmarkes er det vanskeligere og vanskeligere at beholde det tværfaglige ståsted. Det siger sig selv, at det er dobbelt pris at sende 2 mand på en opgave frem for én. Hvis ikke kvaliteten er dobbelt så god - hvem vil så bevilge pengene til opgaven? Lige nu får vi stadig lov til at løse en del af opgaverne tværfagligt, men det er nok et spørgsmål om tid før nogen får øjnene op for det og vil blande sig.

 I forbindelse med modul 1 på MIL har jeg afprøvet computer supported collaborative learning (CSCL) på egen krop og har i den forbindelse gjort mig nogle overvejelser, om det kan være en del af vores fremtidige tværfaglige ståsted.

Konkret har vi for tiden en række supervisionsmøder med psykolog Jesper Birck. I det forløb udfolder der sig en række faglige dilemmaer som vi qua vores uddannelsesmæssige baggrunde ser forskelligt på. Et supervisionsmøde ender ofte med, at et enkelt dilemma bliver udfoldet og belyst mens andre ikke ser dagens lys. Kan det tænkes at CSCL kan være med til at flere dilemmaer bliver belyst?


Min tanke er at jeg på næste teammøde vil fremlægge hvad CSCL, hvordan vi kan praktisere det og hvilke ”spilleregler" der kan være i vores setup.

Erfaringerne med modul 1 er, at det er fordelagtigt at have færre tråde at gennemlæse og kommentere på. For få tråde gør måske det, at der indholdsmæssigt ikke nødvendigvis er noget man motiveres af og får lyst til at kommentere på. Når vi i vores tilfælde er 9 personer, der skal afprøve CSCL tænker jeg at 3 tråde er tilstrækkeligt. Derudover er det godt med et meta forum, hvor alle overvejelser om det at bruge CSCL kan foregå.


Vores spilleregler kunne være:

• Etablere roller for deltagerne.
• Tydeliggøre dialogens form. Med det mener jeg at vi skriver "en til mange" budskaber og ikke "en til en"
• Vi aftaler hvor meget og hvor ofte vi forpligter hinanden til at skrive.
• Vi aftaler et opfølgnings møde og en afslutningsdato.

Med etablering af roller mener jeg, at vi skal have 3 der fremsætter en problemstilling og 3 der opponerer, hvorefter at dialogen udfoldes. Jeg agter at agere moderator i alle tre tråde eftersom erfaringen fra Moodle og modul 1 kan og bør bruges i dette arbejde. Når forløbet sluttes tænker jeg, at vi laver en fælles opsamling, der skriftliggøres til fremtidig refleksion. Endelig skal vi tage stilling til hvorvidt formen kan benyttes og eller ændres. Hvis den kan bruges tænker jeg, at projektet kan skaleres så hele skolen kan praktisere CSCL som en del af den videndeling, der finder sted.

Med projektet forventer jeg, at vi bliver tyderligere om vores eget faglige ståsted i kraft af, at vi tvinges til at synliggøre overfor hinanden, hvilken teori vi anvender i praksis. Ligeledes forventer jeg, at vi igennem online dialogen får mulighed for at nærme os et fælles teoretisk ståsted. Vi oplever at vi har det i hverdagen, men det kunne godt trænge til at blive tydeliggjort. 

Her er et bud på en måde at gøre det på. 

Hvad tænker du? 

Hvilke overvejelser har jeg ikke gjort mig i dette setup?
Hvilke effekter tror du vi ser i et sådant forløb?

Jeg ser frem til at høre din mening!